Hawai - Sandwichøerne
Et albuminaftryk af en stor glasplade, 24 x 32 cm. Meget fornemt fotografisk arbejde. Alt er knivskarpt. Desværre har billedet på et tidspunkt været udsat for fugt, måske lidt regn, fordi glasset i rammen var gået itu. Billedet er da også fundet i en rodekasse på et loppetorv i København. Heldigvis har nogen skrevet en forløsende tekst bag på billedet: ”Honolulu - Huset tilhørte Ludvig Holberg Anthon, konsul i Hawaii, gift med Elisabeth Nelleman 1846”. Det ville man aldrig have kunnet gætte - da fotografen heller ikke har fået sat sit navn på fotografiet. Billedet er formentlig taget efter Ludvig Holbergs død som blot 45 årig i 1862. Af væsentlige fotografer på Hawaii var der på daværende tidspunkt familien Weed i Honolulu og Joseph W. King, hvis atelier blev overtaget af Henry L. Chase i 1862 - han havde virksomhed til o. 1888 og han annoncerede med at han optog fotografier i stort format.Selvfølgelig lader det sig gøre at finde Ludvig Holberg Anthon på internettet. Han var handelsmand og dansk konsul i Honolulu, som er Hawaiis hovedstad. På Rigsarkivets hjemmeside kan man se, at der har været konsulær repræsentation i Honolulu siden 1849, og i Steen A. Billes beretning om Galatheas Jordomrejse fra 1845-1847 kan man læse, at:
”De Havne i det stille Hav, som maatte være af Vigtighed for Hvalfiskefangsten, skulle komme i fortrinlig Betragtning ved Oprettelse af Consulater, hvorhos bemærkes, at Kjöbmand paa Sandwich Öen Woahu, Ludvig Holberg Anthon, har sögt om Ansættelse som Consul på Sandwich Öerne… ” Ved at ”bladre” i forskellige hjemmesider om filateli kan man se, at L.H. Anthon i 1848 tog del i et partnerskab B. F. Bolles & Co. med englænderen Bolles og danskeren Sven Hoffmeyer. Anthon synes også at have taget del i den hvalfangst, som var profitabel i århundredets midte og som åbenbart var grund til at flere udenlandske firmaer etablerede sig i Stillehavet; formentlig har han også haft interesser i plantagedrift på øerne mm. |
Ludvig Holberg Anthon, 1817-1862, blev gift med Elisabeth Louise Nelleman i 1846 på Holmen i København. Han var 29, hun 19 år. De må ret hurtigt have etableret sig i Hawaii. En bror, Julius Alexander Anthon, 1819-1859, var i Honolulu allerede i 1845, hvor han var partner i firmaet Makee & Anthon. (Der findes et brev fra firmaet, sendt 10. januar 1845 til C.J. Hambro, København).
De to brødre er repræsenteret i Det Kongelige Biblioteks portrætdatabase, hvor Ludvig Holberg Anthon omtales som grosserer og broderen som hawaiisk konsul i København. Begge portrætter er fra Det Kongelige Bibliotek.
|
Prospektkollage af forskellige residenser og konsulater I Honolulu, set fra den katolske kirke. Dansk konsul L. Anthons konsulat ses i rækken til højre i midten. O. 1854. (Fra wikimedia - der findes seks forskellige kollager som denne).
Ludvig Holberg A’s far var løjtnant og toldbetjent og bosat i Århus da en søster Lovise blev født i 1815, Ludvig i 1817 og broderen Julius i 1819. Senere boede de i Helsingør, og der har vist nok været flere børn i familien. Ludvig Holberg Anthon havde sit litterære navn efter moderen, Birgitte Kirstine Boss Holberg. L.H. Anthon og hustruen fik flere børn, bl.a. Mary Alexandra Anthon, født 1855 i Honolulu, død 1934 i Hellerup. Også en bror Sophus Anthon, som i 1880 var gårdejer på Bonderupgaard i Søborg, Nordsjælland, var født på Sandwichøerne omkring 1849. En finkæmning af arkivalierne synes at fremtrylle flere født på Sandwichøerne, bl.a. Julius Anthons børn, hvoraf en fik navn efter partneren Makee. |
Disse øer i Stillehavet blev opdaget (godt nok først efter spanierne havde været der) i 1778 af englænderen James Cook - som også var den ”første” hvide, der satte sin fod i Australien. Han opkaldte øerne efter en af sine sponsorer, jarlen af Sandwich - og han blev dræbt af nogle indfødte der i 1779. Fra 1810 til 1898 regeredes øgruppen dels af et lokalt kongedynasti, dels blev øgruppen en republik. I 1898 lagde USA sin klamme hånd på Hawaii, som i 1959 blev til den 50. stat.
Hvis man tjekker den danske udgave af Wikipedia vil man kunne læse en skrækkelig beretning om grupper af nordmænd, der levede under slavelignende forhold på øerne i 1880erne, lokket dertil med ”gratis” rejse og forplejning på den lange tur. Kilder: Nettet, flere forskellige hjemmesider, bl.a wikipedia. Folketællingslisterne i www.ddd.dda.dk og Peter E. Palmquist, Thomas R. Kailbourn: Pioneer Photographers of the far West 1840-1865, 2000. |
Bananplantage på øen Hawai, tidligere kaldet Sandwich-øern), er USAs, 50. stat, optaget i 1959, altså godt et halvt århundrede før dette billede blev taget. Billedet er et "Lantern Slide", et 8x8 lysbillede, i vinhandler Peter Jensens Samling (avk). Det er selvfølgelig et købt billede, fotografe og herkomst ukendt. Se Peter Jensens samling af 8x8 lysbilleder HER. |