Skibskatastrofe: S/S Norge forliste i 1904 ved Skotlands vestkyst.
Jeg har fundet et noget medtaget foto af skibet i nogle bornholmske gemmer: S/S Norge, passagerskibet, som sejlede fra København til Norge og herfra til New York, overvejende med emigranter. Bygget i 1881 i Glasgow til et belgisk selskab. Det kunne sejle en fart på 10 knob og medtage op til 800 passagerer. I 1889 blev det solgt til A/S Dampskibsselskabet Thingvalla i Danmark og fik da navnet Norge. Thingvalla-linjen blev overtaget af Skandinavien-Amerika Linien (under DFDS) i 1898. Forlist ved Skotland 1904.
Jeg fik i 2014 - af en bekendt fra Listed - et lille tryk, i 1800tallet hed det vel et "skillingstryk". Det omtaler en forfærdelig skibskatastrofe. DFDS' amerikabåd "Norge" forliste 28. juni 1904 ved Skotland. Størstedelen af skibets 795 passagerer omkom. Heriblandt en bornholmer, den 15årige Carl Peter Møller. August Thornberg, der var indvandret til Bornholm fra Sverige var også med, men reddede livet. Hvordan det gik til kan man læse om i Samlingerne 2013, i Henning Benders artikel om den svenske indvandring til Bornholm. Her er til gengæld skillingstrykket, trykt hos Gornitzka i Nexø, med en sørgelig vise (skrevet af L.C. Jensen, Clitténg, indehaver af Bornholms Kiosk, Tværstræde 12, Rønne.)