Staten New York - Jamestown - danske udvandrere - bornholmerkoloni
Fotograf A.N. Camps Studio - se hans store collage, et konfirmationsbillede HER
Tilhører Svanekes venners arkiv.
Udvandret fra Svaneke til Jamestown i staten New York? Herren med den store måtte under hagen er fætter til Anna Elisabeth Ipsen, f. i Svaneke i 1889. Det er det eneste vi ved om ham – men dog meget mere end det vi som regel får at vide om personerne på udvandrerbilleder som dette. Fotografen A.N. Camp finder man aktiv i Jamestown i 1880-1890erne. Og fra den periode synes dette stovte ægtepar også at være fra. Om fætteren også hed Ipsen ved vi naturligvis ikke, men der var flere mennesker i Jamestown ved navn Ipsen – og i det hele taget var der rigtig mange bornholmere i Jamestown. Nabobyerne Warren i Pennsylvania og Jamestown var bornholmernes favoritdestinationer, dengang den store udvandringsbølge rullede hen over øen. Ca. 1860-1920.
Der var dog én ”berømt” bornholmer i Jamestown med efternavnet Ipsen, Charles eller Carl Ipsen. Han var møbelsnedker og etablerede en stor møbelvirksomhed sammen med en anden bornholmer, John Bidstrup. Fotografen A.N. Camp er allerede ”kendt” som fotograf på Bornholm, idet der findes en stor fotokollage af ham med konfirmander fra First Lutheran Church i Jamestown 1898. Billedet tilhører Byforeningen Svanekes Venner. Hvis man vil vide meget mere om Udvandringen fra Bornholm vil jeg varmt anbefale: Bornholmerne Udvandrede, Bornholmske Samlinger 2011. Fra familien Rikardt Andersens fotoalbums. Foto Camp, Jamestown, N.Y. Borgmester Aksel Andresens Samling, Bornholms Ø-arkiv.
|
Fotograferne Fenton & Andruss, Jamestown
Petrea Kofod til Anna Kure - står der bag på det lille visitkortbillede fra Jamestown. Billedet er fra Klemensker Lokalarkiv, men desværre uden yderligere oplysninger. BØA 2015-20.
De tre billeder herover er fra samme sted (Klemensker Lokalarkiv - sikkert fra samme album). Øverst et cdv, derunder to kabinetkort, sikkert den samme kvinde, Petrea Kofod, måske nu med andet efternavn. Babyen er anbragt med en "hidden mother", rimeligt godt skjult her. Det var almindeligt i USA - i Danmark opfandt man forskellige anretninger, der kunne sikre de helt små børn.
Til venstre fra familien Rikardt Andersens fotoalbums. Fotograferne Fenton & Andruss, no. 4, Forest Ave, Jamestown N.Y. Borgmester Aksel Andresens Samling, Bornholms Ø-arkiv. Til højre: Ung, ukendt mand, Fenton & Andruss, Jamestown, NY. BØA 1996-28 album4.
Kvinde, foto J.W. Upham, Jamestown, N.Y. Lillegård i VM, album2, VM-Arkiv
Olga Sjølanders venner og familie i Jamestown, BØA 2014-27
Postkort fra New York. Sendt til Olga Sjølander i januar 1909 fra "Albinus". Måske: Jens Albinus Jacobsen, f. 1.3.1866 i Østermarie, smed, 24 år, udvandret fra Rønne 1891 med Hekla til Jamestown, N.Y.
Disse to maskinbilleder er fra samme samling som postkortet ovenfor og portrætterne herunder. Om det virkelig er Jens Albinus Jacobsen i Jamestown er blot et (kvalificeret) bud.
Billederne er fra Olga Sjølanders samling. Hun var med eller datter af eller gift med stenhugger F.O. Sjølander, Lille Madsegade 53 i Rønne.
Andre portrætter fra Jamestown
Disse to portrætter af unge mænd er fra samme familie. Der er et tredje foto i albummet, fra Sellersburgh, Indiana, se HER. Og to billeder fra Kentucky HER. Jamestown var et af bornholmernes foretrukne udvandrerdestinationer.
Jeg har samlet et lille indrammet billede op på Bornholm. Det forestiller fire unge mennesker og jeg tænkte umiddelbart, at det var turister på udflugt i Ekkodalen. Men nej. Ved nærmere eftersyn er klipperne anderledes, bevoksningen også. Det viste sig at være et postkort, sendt fra Jamestown i staten New York i 1908. Og netop med Jamestown er man jo også ”lidt” på Bornholm, i og med at det var bornholmernes favoritdestination i USA.
Fotopostkortet er sendt til Kamilla Kofoed i Ellekongstræde i Rønne fra hendes bror, Christian. Det er blot et kærligt livstegn til dem derhjemme og Christian må være ham der står øverst på fotografiet. Han fortæller, at han ”forleden Søndag var på Skovtur i Panama Roks. Det Pigebarn der holder mig i Haanden hun er Jysk den anden er ogsaa dansk, men hun er født herovre. Den nederste er Biavler Ma[d?]sens ældste Søn”. Christian Kofoed – det er selvfølgelig et særdeles almindeligt navn på Bornholm. Men det lykkedes alligevel at finde lidt mere om ham, takket være Lill-May Didriksens, Rønne, database, som man finder HER. |
Christian Andreas Kofoed var født i 1887, udvandrede med skibet Hellig Olav til USA i 1906, destination Jamestown. Han var sadelmager. Faderen, Jørgen Clausen Kofoed var vognmand i Rønne, moderen hed Caroline og søsteren Camilla var 7-8 år ældre. Der var flere andre søskende og gad vide om der ikke var andre, der også udvandrede. Da faderen døde i 1909 var Christian Kofoed flyttet fra Jamestown til Omaha i Nebraska.
Det er en rigtig typisk udvandrerhistorie: ung mand, blot 19 år gammel, håndværker, fra en arbejderfamilie i Rønne. Og bornholmerne tog typisk til Jamestown, hvor de ganske sikkert kunne møde mange andre bornholmere og derfor nemt kunne få hjælp til at blive integreret i det amerikanske samfund. Når Christian Kofoed fortsatte til Omaha i Nebraska – som ikke er en af bornholmernes favoritdestinationer – kunne det måske skyldes, at han blev gift med den jyske pige. 10% af de danskere, der udvandrede til USA, rejste til Nebraska. Hvad der blev af Christian Kofoed skal man i de mange amerikanske kilder for at finde ud af. Her kan vi glæde os over en hilsen fra ham og tre af hans unge venner. |