Petaluma, California
William Howard, sømand, marinesoldat, guldgraver, landmand og musikant i California
Bannerbilledet. udsnit af postkort, Petaluma værft. 1909. HER.
Fra den gamle, bornholmske historiefortæller, rigsdagsstenograf P.K. Stibolt, har vi en spændende beretning om en excentrisk morbroder, født 1823 i Vestermarie, død 1899 i San Francisco:
”Hele sin Ungdom tumlede han sig som Sømand Jordkloden rundt. Jeg har Breve fra ham fra Rio og andre fjerne Steder; i et af dem advarer han sine Forældre mod Mormonerne. I et andet afskriver han et Par Strofer af en norsk Sømandssagn: ”Nu har jeg forvundet min Smerte/nu er jeg fornöiet igjen”. Han var da blevet befriet efter at være blevet kastet op under et Skibbrud paa en øde Ø, ene Mand som en Robinson. Under Krigen mellem Staterne og Mexiko lod han sig hverve til Marinen, men da Guldfeberen udbrød, deserterede ham med 11 Kammerater. De kom i Land, men blev skarpt forfulgt af en Ryttertrop og indhentede, da de hvilede sig i nogle Indianerhytter. Morbroder reddede sig ud i en Bæk, hvorfra han, med Hovedet i en Busk, saa hvorledes der blev gjort kort Proces med Kammeraterne. Siden flakkede han en Del om i det Nordvestlige, men tog herefter – som ”William Howard” – til det af Staterne ved Krigen erhvervede California. I dette skønne, da jomfruelige Land grundede ham sammen med en bondesøn fra Rutsker, Carl Rømer, en stor Landejendom, som han til sidst blev Eneejer af. Men snart hørtes ikke mere fra ham, da han der var gift med en tysk Dame, glemte Modersmålet, men han levede endnu i Halvfemsernes Slutning, da min Fætter Herman Grønbech naaede frem til ham.” Men også i California bliver der fortalt eventyr om denne mand, der efter mange dramatiske oplevelser til søs lod sig friste af guldgravertilværelsen i Californien, mistede sine penge på en kvægbedrift, etablerede sig som farmer, giftede sig efter en pludselig indskydelse med en 17 år gammel pige og fik ni børn med hende. Hun døde kun 43 år gammel. Han giftede sig igen, mistede sin formue igen og endte sit liv i San Francisco som musiker. Læs den utrolige historie HER. (Stibolts arkiv, Bornholms Øarkiv, 1975-35) |
De gamle forældre, Jørgen 1788‐1879 og Elsebeth Folkmann fra Vestermarie. Læg mærke til at han var født i 1788 - læg også mærke til hans hår, manglende gebis, påklædning: en gammeldags toradet frakke, der kunne være "født" i 1700tallet også. Hun er sikkert født sidst i 1700tallet. Og også meget gammeldags klædt, Hovedtøjet "Påsigbundet" med hagesløjfe og -blonde, silkeskuldertørklæde, silkeforklæde hvor sammenlægningsfolderne er en dyd. Fotograferet hos Støckel i Rønne - stolen er fra hans atelier.
William Howard med sin 17 år gamle brud i 1855. Daguerreotypi. Portræt af William Howard, California 1870’erne, fotograf George Ross, Petaluma, California.